På skattejagt med gps'en

For lidt over 10 år siden blev verdens første geocache placeret og dermed startskuddet til i dag hvor der i verden er omkring en million geocaches gemt rundt på hele kloden (og vist en enkelt på den internationale rumstation ISS). For 10 år siden krævede legen at man havde en GPS og var i stand til at anvende den på et ret højt teknisk niveau, men i dag kan man geocache fra telefonen og der findes en væld af applikationer der gør det hele meget lettere.

Traditionel geocache med forskellige bytteobjekter

Ideen i geocaching er simpel. Nogen har gemt en cache på et hemmeligt sted, men på nettet kan du finde koordinaterne. Disse taster du så ind på din gps – og jagten er i gang. På smartphones kan man endda overføre koordinaterne direkte til en geocaching-applikation og så er man allerede godt på vej. Selvom man har koordinaterne kan det dog godt være svært at finde en geocache – for de kommer i mange størrelser hvoraf de mindste kun lever plads til en logbog (hvor man kan notere sit fund) til de større hvor der ligger forskellige genstande. Disse genstande er det så meningen man tager en af og efterlader noget andet så geocachens indhold hele tiden ændrer sig. Da det selv med koordinater kan være svært at finde en cache er der ofte hints og ledetråde i den medfølgende beskrivelse – en beskrivelse som ofte også indeholder historier og beskrivelser af det sted hvor cachen er gemt. For eksempel gemmer der sig en geocache ved Carlsbergs berømte Elefantport og selvom selve cachen er ganske lille indeholder beskrivelsen på internettet en fin lille gennemgang af portens historie og tilblivelse.

En nano-cache er ganske lille og indeholder kun en logbog - en tynd papirstrimmel hvor man kan notere sit fund. Denne nanocache er også magnetisk hvilket både er et spor når man leder, men også betyder at den kan placeres på ellers utænkelige gemmesteder.

Undervisningsbrug: Geocaches kan selvfølgelig bruges i forbindelse med undervisning i lokalhistorie og lokalområdet hvor eleverne bevæbnet med GPS eller smartphones begiver sig på jagt – men man kan også lave sine egne geocaches i klassen, hvor eleverne skal finde gode gemmesteder og lave beskrivelser af det område hvor cachen er gemt og selvfølgelig notere koordinaterne på gemmestedet. Endelig kan man også forestille sig at man laver nogle af de noget sværere “mystery-caches” hvor man skal løse en matematisk eller logisk opgave for at skaffe koordinaterne på gemmestedet.

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *