Danmarks første EdCamp

Sidste lørdag blev Danmarks første EdCamp afholdt. Omkring 30 undervisningsfolk (dækkende over både lærere, ledere, konsulenter og levarndører og fra både grundskole og ungdomsuddannelsesfeltet) var mødt helt frivilligt frem til en dag om undervisning helt uden  at vide hvad det hele egentligt skulle handle om. Det er nemlig en stor del af pointen når man laver ikke-konferencer, som er den slags arrangement som EdCamp hører under. Mere kendte koncepter under den hat er Open Space der både kan bruges til at holde en hel ikke-konference eller bare som et indslag. Princippet er kort fortalt at man skal bruge tiden på det som optager deltagerne og så i øvrigt skal stille alle lige til at diskutere.

Disse to ting er styrken – men også svagheden – i EdCamp.

Det betyder nemlig at man ingen ide har om hvad dagen kommer til at indeholde. Selvfølgelig kan man have særlige EdCamps der er mere tematiseret, men det havde man ikke valgt og det betød at man ikke på forhånd vidste om det blev en dag om inklusion, ledelse, it, vanskellige elever, skolepolitik eller… Det betød også at der var plads til alt og at de emner deltagerne kom med alle kom op på tavlen. Der blev så stemt med fødderne – det var de emner folk gad diskutere der havde folk i lokalet.

Lidt vanskeligere er det i forhold til selve diskussionerne. Nogle emner egner sig godt til den åbne diskussion og tilgang, mens andre emner led under af at der ikke var en facilitator der kunne sætte retning og samle op på diskussionen. Det bliver næsten for åbent og dermed til en gang synsning der ikke har den store betydning eller flytter på noget. Det betyder også at det bliver meget let at få afsporet den enkelte diskussion og nogle af de deltagere der kommer med noget spændende ender med ikke at blive hørt. Hermed kommer sloganet om frivillig kompetenceudvikling til at lyde lidt hult, for det er nok meget begrænset hvor meget der trods alt flyttede sig.

Her viser koncepter som TeachMeet større styrke i at have både et fokus og have en strammere styring på hvordan man kommer til orde. Til gengæld er EdCamp et rigtig godt sted at skabe netværk og mødes på tværs, så er man en rigtig netværker vil man elske EdCamps.

Hvor er handlingen?

Det helt store problem ved EdCamp er at handlingen er fuldstændig op til deltagerne og der derfor skal rigtig meget til at rykke noget som helst med en åben EdCamp. Det bliver en dekoblet meningsudveksling inden man vender tilbage til sit arbejdsområde og de handlinger der ligger der. Dette peger dog også på et sted hvor teknikkerne i EdCamp virkelig kan komme til rette – nemlig ved at bruge det som en metode i det man mere fokuseret arbejder med. Det kan være som en måde at sætte struktur på opsamlingen efter et par spændende keynotes på en konference eller det kan være som en anderledes måde at holde pædagogiske rådsmøder.

Det ville for eksempel være oplagt at smide en EdCamp ind som en del af Danmarks Læringsfestival og dermed give deltagerne muligheder for i en løs struktur at komme til at diskutere og meningsudveksle på baggrund af de oplevelser de har fået på læringsfestivalen. Det vil helt sikkert både højne udbyttet af konferencens faglige input og skabe gode muligheder for at bruge den slags arrangementer til at møde nye spændende personer til netværket.

Du kan jo være med næste gang

Til gengæld er det fantastisk at opleve den energi planlægningsgruppen har lagt i projektet og ikke mindst det faktum at en lang række skolemennesker vælger at bruge deres lørdag på deres arbejde viser at der er lyst og vilje til at udvikle. Holdet bag og deltagerne på dagen kunne da også hurtig blive enige om at det ikke skulle være en engangsforestilling at have EdCamp i Danmark. Det ligger derfor allerede fast at der igen er EdCamp den 5. april 2014 – i følge rygterne bliver det i Århus…

Trine byder velkommen til de omkring 30 deltagere.

Trine – en af initiativtagerne til EdCamp Danmark – byder velkommen til de omkring 30 deltagere.

Læs mere om EdCamp og EdCamp i Danmark:

Kommentarer

  1. Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *