Lad os mødes ved det virtuelle whiteboard
Det har været prøvet før at lave interaktive tavler – blandt andet EMU-Tavler der lukker den 1. juli 2009 fordi tiden er løbet fra projektet. Men bare fordi noget har været prøvet og måske ikke bliver brugt er ikke det samme som at det ikke er en god ide.
Twiddlas udgangspunkt er det virtuelle møde og tavlen er så en del af dette. På tavlen kan man skrive, tegne og notere løs. Samtidig kan man uploade billeder og dokumenter, ligesom man kan chatte i et chatvindue der er tilknyttet siden. Er man ikke tilfreds med at skrive kan man også snakke sammen med headset. Alt dette lyder meget godt, men det er ikke det der gør Twiddla til et meget tilgængeligt program.
Forskellen på Twiddla og mange andre konferenceprogrammer med chat, whiteboard med videre, er at Twiddla er meget hurtigt at starte, meget let at bruge og ikke koster en krone (med mindre man tilmelder sig en af deres betalingsløsninger). Desuden kan man logge ind som gæst, og det betyder at man slet ikke behøver at oprette en brugerkonto for at kunne anvende programmet.
Hvordan man så kan bruge det pædagogisk er op til fantasien, men jeg forestiller mig allerede hvordan vi skal have programmet kørende i klassen på vores interaktive whiteboard – så er det nemlig pludselig blevet muligt for elever med deres egen bærbare at tilføje noter eller lade elever der sidder på skolebiblioteket skrive med og undersøge spørgsmål vi stiller fra klassen.
Ingen kommentarer