Send mere tv…
Med youtube kan alle uploade og dermed udsende materiale til alverden via nettet, men problemet er at det ikke er live. Det kræver at optagelsen er færdig før den kan uploades. Dertil kommer at der er problemer med størrelsen og længden på de enkelte klip. Youtube egner sig således ikke til at udsende her og nu optagelser af noget der foregår et andet sted end hvor seeren sidder.
Dette savn kan blandt andet løses med Ustream. Ustream er en gratis tjeneste hvor man kan udsende live optagelser. Dette kan bruges til at lave en hel lille tv-station med kommende programmer og offentliggjort tv-program, men kan også bruges til her-og-nu udsendelser. Forestil dig for eksempel et møde der kunne være interessant for flere at kunne følge med i – eller hvis vi skal kigge på undervisningen kan man bruge systemet så nogle elever der er på eskursion kan udsende en live udsendelse til andre grupper af elever. Den eneste fejl ved Ustream er at man ikke kan gemme optagelserne og finde gamle ting frem. Man kan dog som serieejer gemme klip så der ligger lidt smagsprøver til potentielle seere.
Når man starter en ny udsendelse skal man først oprette en serie. Et serie kan så bruges hver gang man sender programmer (i samme serie – man kan naturligvis have flere serier). Selve optagelsen foregår i et simpelt flashbaseret interface og kræver bare at man har et webkamera forbundet til computeren.