Online PDF-værktøjer
Jeg har tidligere skrevet om webtjenesten Zamzar, hvor man kan konvertere mellem en lang række forskellige filformater. Et af de filformater der er særligt interessant er PDF, der er yderst velegnet til offentliggørelse og udveksling af dokumenter.
Netop behovet for at offentliggøre og udveksle dokumenter i PDF er blevet lettere med Open Office og MS Office 2007 – begge kontorpakker giver nemlig mulighed for at gemme direkte i PDF. Det er bare ikke altid nok og derfor har vi fundet et par andre gode PDF-værktøjer der fungerer online (og altså slet ikke kræver at man downloader noget som helst:
Freepdfconvert
Det tager kun et øjeblik at lave en pdf på http://www.freepdfconvert.com og så kan man endda vælge at få den tilsendt som bilag til den mail der fortæller at konverteringen er færdiggjort. På Freepdfconvert kan man også konvertere den anden vej og få lavet en pdf om til word, excel, rtf, jpg eller png. Endelig har Freepdfconvert et lille javascript du kan smide på din hjemmeside så den enkelte side kan gemmes som pdf. Se det er service overfor de besøgende.
PDF Online
PDF Online er også et hurtigt og simpelt online tilbud til den hurtige PDF. På http://www.pdfonline.com kan man også hente forskellige værktøjer der kan installeres på computeren. Nogen er betalingsudgaver, men der er også et par gratis. Jeg har dog kun testet onlineudgaven og den virker. Man kan endda selv vælge navn til filen inden den vedhæftes til svarmailen.
Flet tingene sammen
Hvem har ikke prøvet at have en stribe PDF dokumenter der bare ville have det meget bedre med at sidde sammen i et lækkert dokument. Det er intet problem med www.mergepdf.net. Bare udvælg og upload de enkelte PDF dokumenter og tryk MERGE. Efter et splitsekund er svarer programmet med en download. Ingen mail og ingen ventetid – bare hurtigt og let. Og programmet har ingen problemer med at dine PDF dokumenter har forskellige formater (altså sidestørrelse).