Wix – din nye bedste hjemmesideværktøjs-ven

Del med dit netværk

Vi fejrer i disse dage World Wide Web’s 20-års fødselsdag og herfra skal der lyde et stort tillykke – ikke mindst til os selv, som har så stor glæde af netop WWW, så vi bl.a. kan skrive om alle de skønne gratis programmer her på IT Torvet. I de første år af WWWs levetid skulle man nok have en lidt særlig interesse, før man for alvor fandt det interessant og selv da de første internet-browsere dukkede op, var mængden af danskere på nettet til at overse. Hvis man så oven i købet selv havde lyst til at bidrage med indhold og formastede sig til at gå i gang med at kreere en hjemmeside, skulle man først til at lære alle de hersens små HTML-koder (fx img src=”…, a href=” m.fl.). Mulighederne for interaktivitet og “rich media”-indhold var nærmest ikke-eksisterende.

Meget virtuelt vand er løbet under broen siden og i dag mæsker vi os i lækre hjemmesider med udbredte interaktive muligheder og grafik, der bedst lader sig beskrive med det engelske udtryk Eyecandy (helt modsat det lidet kønne danske ord Øjebæ). Indtil nu har det dog stadig været forbeholdt de særligt interesserede (og dygtige) webudviklere, at fremstille de lidt ekstravagante hjemmesider som ikke bare var bygget op med en kedelig navigationsbar i venstre side og en lige så kedelig overskrift i nogle dødsyge farveskemaer. MEN DET ER SLUT NU! Nu kan vi alle sammen være med og skabe blærerr**’s-agtige hjemmesider. Tjenesten hedder Wix og det er så nemt at bruge, at det næsten er til at tude over: slip og træk og så er du færdig – husk bare at tilføje noget interessant indhold, ellers er det hele  f-u-l-d-s-t-æ-n-d-i-g  ligegyldigt.

Der er et hav af skabeloner at vælge imellem og når du først har valgt skabelonen er der yderligere massevis af grafiske elementer til brug for hjemmesiden. Indstillingsmulighederne for de enkelte elementer på din hjemmeside er nærmest uendelige (men meget nemme at konfigurere) og du skal som sagt bare mestre at kunne trække lidt rundt på elementer og skrive lidt tekst, så er du kørende. Som produkt til projektopgaven er dette uovertruffent og vil kunne imponere selv den mest IT-skeptiske lærer (tror jeg).

Prøv selv det fantastiske værktøj, men skynd dig endnu mere med at sprede det gode budskab til dine elever og kolleger.


Del med dit netværk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *