Så er der collager
Microsoft har en fantastisk udviklingsafdeling der leger med en masse spændende muligheder. En af disse legesager – en ret avanceret ansigtsgenkendelse – har de proppet ned i en af de produkter der har fundet vej til en udgivelse i programmet AutoCollage.
Kort fortalt tager programmet en stribe billeder, analyserer dem og laver helt automatisk en collage med billederne.
Undervejs byder programmet på en række lækre grafiske effekter som kan begejstre enhver der godt kan lide pling-pling grafik – hvilket vil sige de fleste elever og ikke mindst undertegnede. At man så samtidig ender med en fed plakat er jo bare en bonus.
Det er oplagt at bruge i klassen (eller SFOen) til at lave de mange billeder fra en tur om til et par lækre collager, men man kan naturligvis også lade eleverne arbejde med at lade programmet fremstille collager i forbindelse med forskellige projekter.
Normalt skal man hente programmet hos Microsoft Research i en 30 dages prøveversion, hvorefter man skal betale alt for meget for det i forhold til hvor relativt simpelt det trods alt er, men her er så lidt godt nyt: På Innovative Teachers Network (en tjeneste for lærere som Microsoft driver) har man på den britiske del lagt programmet i en særlig undervisningsudgave. Det er godt nok kun til brug i England, men Microsoft i Danmark pusler med at få lavet en dansk del af netværket og har det fint med at man melder sig til den engelske mens man venter og ikke mindst er de helt med på at man også bruger programmet i Danmark. Det kræver at man melder sig til med et Live Login – men det er heldigvis en relativ smertefri proces.
Ingen kommentarer