Skabeloner som stillads for læring
At bruge it i undervisningen behøver ikke være en avanceret affære. Ofte kan man med små midler lave ret gode undervisningsforløb – også uden at investere i speciale undervisningsprogrammer. En af måder er at bruge de mange gratis tjenester som vi finder og skriver om her på siden. En anden er at bruge skabeloner. Jeg har tidligere skrevet om skabeloner til spil, men skabeloner kan bruges til meget andet end spil. Skabeloner er nemlig velegnede til at skabe rammen omkring og sætte fokus på det som eleven skal arbejde med.
Lad os for eksempel se på en talende bog. Med en talende bog kan eleven arbejde med tekst, lyd og billede til at skabe sin egen historie. Det kan være en allerede skrevet historie som eleven læser op så andre kan høre bogen fortalt eller det kan være en historie som eleven først fortæller og efterfølgende skriver ned – enten komplet eller med stikord og historien kan enten illustreres efterfølgende eller der kan være billeder i bogen som skal inspirere elevens historiefortælling.
Der er på ingen måde tale om noget nyskabende, men ideen er, at man ved at bruge helt almindelige værktøjer som kontorprogrammer, let kan skabe læringsforløb. Og som det kan ses kan en talende bog bruges på enormt mange måder. Den vedhæftede skabelon (som er til Power Point 2007) kan anvendes som den er eller kan tilpasses så læreren giver endnu flere stilladsbyggende rammer til elevernes arbejde.

Undervisningsbrug: Skabeloner kan bruges til mange ting i undervisningen. Ovenfor er en talende bog beskrevet, men man kan også hurtigt lave skabeloner der kan bruges til skriv-videre historier, stamtræer, leksikaopslag eller andre opgaver hvor man hjælper eleverne til at fastholde fokus ved at have nogle af rammerne på plads.
Skabelon til en talende bog (Power Point 2007)
Ingen kommentarer