Søgehistorievideoer

Del med dit netværk

En årets store begivenheder er reklamerne under mesterskabet i amerikansk fodbold – Super Bowl. I år valgte Google at vise en lille kærlighedshistorie der blev fortalt gennem søgninger.

Ideen med at fortælle historier gennem søgninger er sjov og vi skrev også om både Googles reklame og ideen tilbage i februar, men med værktøjet Search Stories Video Creator på YouTube er det blevet uendelig meget lettere. Man skal bare vælge syv søgekriterier, vælge hvilken type søgning (internet, kort, billeder og så videre) der skal anvendes til dem og endelig vælge underlægningsmusik til videoen. Undervejs kan man få vist midlertidige søgeresultater og til sidst skrues det hele sammen til en video på YouTube. Man skal dog lige være opmærksom på at det kan give problemer at bruge særlige tegn og bogstaver i søgningerne – for eksempel de danske bogstaver æ, ø og å – hvilket begrænser mulighederne for at lave kærlighedshistorier.

Undervisningsbrug: Søgehistorier er en sjov lille måde at lave historier på og kan være en spændende indgang til genrediskussion, men kan jo også anvendes til at dokumentere elevernes brug af søgninger i forbindelse med faglige projekter på. Forestil dig for eksempel en søgehistorie som introduktionen i en elevfremlæggelse af projektopgaven.


Del med dit netværk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *