Så er der skole-tv: Matematikvideoer
Der findes masser af gode videovejledninger til forskellige programmer på nettet – blandt andet betalingstjenesten LærIT.dk, der udover at vejlede i selve programmerne også forsøger at have en pædagogisk tilgang til hvordan programmerne kan anvendes.
Video kan dog bruges til meget mere, hvilket tjenesten Teacher Zone fra Ten Marks er et godt eksempel på . Her tilbydes en væld – de skriver selv at det er over 1000 videoer – af videoinstruktioner til den matematik der undervises i USA fra indskoling til gymnasieniveau.
Videoerne er alle tilgængelige på YouTube, men ved at oprette en gratis bruger på tjenesten får man adgang til en række simple men brugbare søgeredskaber, der gør det let at finde videoinstruktioner der er på niveau og emne.
Undervisningsbrug: Da tjenesten er på engelsk er den ikke så brugbar for eleverne, men den kan være et godt supplement til forældre der vil give hjælp til deres børn, lærerstuderende og måske lærere der lige skal have samlet op på sandsynlighedsregning… Det ville være spændende hvis der kom en tilsvarende tjeneste på dansk – og helst helt gratis.