Spilopper med musen i Power Point

Del med dit netværk

Et af de store problemer med de interaktive whiteboards, som mange skoleklasser efterhånden er udstyret med, er at eleverne ofte bliver ofre for flotte præsentationer og foredrag fra lærerne uden selv at blive engagerede. Der findes en række muligheder for at inddrage eleverne i præsentationerne ved at købe sæt af afstemningsenheder, men hvis skolen allerede har købt Microsoft Office er der nu kommet en mulighed for at udvide sine præsentationer og undgå den berygtede Death By Power Point. Muligheden hedder Mouse Mischief og er en udvidelse til Power Point 2007 og 2010.

Udvidelsen bruger multipoint, hvilket gør det muligt at have op til 25 mus forbundet til samme computer (dette kan for eksempel klares med et par USB-hubs og et par kabler eller ved at bruge trådløse enheder). Man kan så bruge dette i sine præsentationer og give muligheder for at have interaktivitet og brugerdeltagelse.

Selve Mouse Mischiefs installerer sig som en ekstra værktøjslinie i værktøjsbåndet som Microsoft introducerede med Office 2007. Her kan man så indsætte de særlige Mouse Mischief elementer i sin præsentation. Elementerne er dog begrænset til to typer (de oplyser det som tre, men ja/nej er vel bare en variation af multiple-choice):

  • Multiple Choice: Man kan oprette fra to til ti valg og angive om et af valgene er det korrekte. Man kan ud fra hver valg vælge om det er tekst, billede, figur eller billede der angiver svaret.
  • Tegn sammen: Dette element består af en palette med syv farver og et viskelæder. Deltagerne kan så alle sammen tegne samtidig (og viske ud så det kan godt give ballade)

Elementerne kan være en del af en samlet præsentation, så man kan altså bruge alle de samme virkemidler som man ellers ville bruge i sin præsentation.

Med Mouse Mischiefs udvides værktøjsbåndet med et nyt punkt hvorfra man kan vælge de særlige Mouse Mischief elementer.

Når præsentationen afvikles i Mouse Mischief-mode har man som lærer stadig kontrol over selve præsentationen, da man starter med at angive hvilken mus der er lærerens og kun denne mus kan bruges til at hoppe frem og tilbage i præsentationen, starte nedtællingsuret og nulstille elevernes valg på de enkelte dias. Læreren kan desuden vælge om eleverne skal arbejde individuelt eller sammen i grupper. Arbejdes der i grupper skal den enkelte gruppe blive enige om deres svar i multiple-choice spørgsmålene. Elevernes mus vil være udstyret med individuelle ikoner. Dog vil eleverne have samme ikon hvis de er i gruppe sammen. Når alle har svaret eller tiden er udløbet bliver optællingen straks vist og hvis et af resultaterne er rigtigt bliver det vist hvem der var hurtigst til at svare.

Hver elev har sit egen ikon på musemarkøren, så det er let at se hvilken markør man egentligt kontrollerer

Udover at man kan hente udvidelsen ganske gratis (man har jo allerede betalt fyrsteligt for at få Microsoft Office som er påkrævet for at bruge programmet) kan man også hente en voksende mængde præsentationer som benytter sig af Mouse Mischiefs på Microsoft Office hjemmesiden. Desuden findes der også en del skabeloner på den engelske udgave af Partners in Learning netværket, som dog kræver at man er registreret som bruger. Endelig kan man hente et udviklerkit – Software Development Kit – der giver mulighed for at benytte op til 25 mus på samme tid i de programmer man udvikler. Selvom det er spændende, bliver det først rigtig interessant med browserunderstøttelse, så det kan indarbejdes direkte i online læringsmidler.

Undervisningsbrug: Udvidelsen kan være med at lave præsentationer med PowerPoint lidt mere engagerende. Det er oplagt at bruge teknologien til at indskyde test og evalueringer undervejs i en præsentation, men det er også oplagt at bruge Mouse Mischiefs til at indhente elevernes meninger om forskellige spørgsmål. Måden eleverne svarer på er begrænset til valg af muligheder, men det kan give elever der normalt er tilbageholdende eller generte muligheden for at lade deres mening komme til kende. Endelig kan man også bruge mulighederne til møder med mange deltagere hvor man gerne vil have tilkendegivelser fra deltagerne.


Del med dit netværk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *