Mere tidslinie
Ofte når nye spændende tjenester ser dagens lys går der ikke lang tid før andre tilbyder lignende tjenester. I fredags beskrev jeg tidslinieværktøjet Timerime. Nu er turen så kommet til TimeGlider.
TimeGlider er et mere grafisk værktøj og er lavet i Flash (så regn ikke med at lave tidslinier på din iPad, hvis du skal have sådan en). Værktøjet virker derfor umiddelbart lidt lettere at arbejde med, men det er også lidt tungere i optrækket. Import af billeder og påsætning af links til de enkelte indlæg virker elegant – både når man opretter tidslinien og når man senere redigerer den.
Et par af de fede features er muligheden for at importere rss-feeds og ikke mindst det at man kan være flere forfattere på en tidslinie. Til gengæld mangler mulighederne for at kommentere på en tidslinie, hvilket gør tjenesten mindre egnet hvis man vil lave en tidslinie som logbog i et projekt.
Undervisningsbrug: Tidslinier er oplagte at bruge i historie, men er også velegnede til oversigtslæsninger i dansk med perioder, forfattere, kendetegn, skrivestil med videre – eller lad eleverne lave en tidslinie over kunstretninger de sidste 100 år.