En hel ny informationsoplevelse med Qwiki
Qwiki er navnet på en ny tjeneste der giver os en hel ny måde at opleve informationer på. Tjenesten er stadig meget ny, men man kan skrive sig op til at få adgang til deres Alpha-site. Det er heldigvis også muligt at få et lille glimt af hvad Qwiki tilbyder uden login – som for eksempel dette opslag om nordlys, men det er først når man har fuld adgang at det går op for en at her er en hel ny måde at formidle informationer på. Qwiki benytter sig af opslag (primært i wikipedia) når man søger, men præsenterer så søgeresultatet ved at oplæse den givne artikel mens der vises billeder og grafer til indholdet. Der vises hele tiden lignende resultater ligesom det er let at hoppe rundt i den givne information og det hele er meget grafisk og lækkert.

Undervisningsbrug
Da tjenesten stadig er i Alpha er der stadig noget tid til den er klar til almindelige undervisning, men man kan forestille sig at man med denne helt anderledes formidling af informationer giver eleverne bedre mulighed for at gøre det oplevede til viden. Som en bonus i den forbindelse kan man sige at formidlingsformen ikke ligger op til direkte copy’n’paste som jo ellers kan være et problem i elevernes arbejde på nettet.