Find viden på kortet med Wikihood
Wikihood hedder en tjeneste der indtil videre kun har eksisteret som app til iPhone. Med den nye WebStore som Google har lanceret er der kommet en webudgave af tjenesten – og man behøver ikke at bruge Chrome for at det virker (selvom jeg vil anbefale de 57% af vores læsere der bruger en ældre Internet Explorer eller Firefox i at opgradere deres browser til en anden eller i hvert fald en ny version).
Wikihood – eller rettere Wikihood World Browser – er en mashup der trækker på Wikipedia og Google Maps. Alle søgninger foregår ud fra geografien – man kan søge på stednavne eller zoome ind på kortet. Her dukker så små nåle op med de ting der er er artikler for. De enkelte opslag er hentet fra Wikipedia og præsenteres elegant i en boks der glider ud fra oversigtspanelet.

Her er der zoomet ind på det sted i Finland som nogen fejlagtigt tror er der hvor Julemanden bor. Han bor på Nordpolen ved Grønland med sommerhus i Uummannaq (ved vi fra Nissebanden).
Undervisningsbrug
Wikihood er godt til sofarejser eller til forberedelse inden lejrskolen. Som så ofte før er der naturligvis problemet med at det foregår på engelsk, men heldigvis kan man gå til den fulde Wikipedia-side og her kan det jo vælges at se siden på dansk (hvis opslaget findes). Så skal man læse i dybden (og det skal man jo helst ofte og meget) om Knud Johan Victor Rasmussen er det kun et par ekstra klik væk på dansk.