SETT set fra Bloggers Corner

Del med dit netværk

bloggers corner

Bloggers Corner er en glimrende ide og noget der kunne være spændende om også bredte sig til danske læringskonferencer.

I forrige uge blev konferencen Scandinavian Educational Technology Transformation (SETT) afholdt for anden gang. Der var oprettet et særligt “Bloggers Corner” som var udgangspunktet hvorfra en række inviterede bloggere fulgte konferencen. IT Torvet var inviteret med til de to dage i Stockholm. Dette indlæg er en samskrivning og udvidelse af en række mindre indlæg der blev skrevet direkte på IT Torvets facebookside under konferencen.

Generelt om SETT

SETT kalder sig for skandinaviens største messe og konference for innovativ læring, og med over 8200 besøgende har de nok ret. Det er besøgstal som Danmarks læringsfestival vist kun kan drømme om, men det giver også udfordringer:

Især var der problemer med pladsen til de mange mennesker. Der var således mange der oplevede ikke at få plads til oplæg, ligesom man brugte en del tid på at stå i kø. Derudover er Kistamässen desværre konstrueret sådan at man bruger gardiner til at adskille en del af foredragslokalerne. Det går fint når bare der ikke klappes, spilles musik eller vises video.

SETT er her på andet år stadig et frisk pust og har en meget klar mission (der dog ikke helt føres igennem). Om det så bliver en succes på den anden side af Øresund er jeg mere i tvivl om. Placeringen bare en lille måned efter Danmarks Læringsfestival (fra næste år) og de ret høje prisniveau i Sverige gør det svært, ligesom vi jo må indrømme at der er store sprogbarrierer – især når det er oplæg og ikke samtale. Der er også mange gode ideer i den måde SETT er lavet. Især er jeg vil med ideen om det praksisnære (som ikke helt bliver gennemført) og så er det også smart at have et særligt konferencespor til ledere og konsulenter (som så koster lidt mere og betyder at prisen for almindelige undervisere og pædagoger kan holdes nede).

Den kommunale vinkel

Noget man ikke ser i samme omfang på for eksempel BETT er den kommunale vinkel. Selvfølgelig er Stockholm repræsenteret (ligesom Københavns Kommune også har været med på Uddannelsesforum i København), men på SETT ser man også en række mindre kommuner være til stede.

Det handler om flere ting fortæller de kommuner jeg har talt med. Primært handler det om at markedsføre kommunen. Vise frem hvor langt fremme man er og hvor herligt en kommune det er. I den særlige sammenhæng der hedder SETT handler det om at kunne tiltrække gode lærere og gode ledere til kommunen. En enkelt kommune bruger også deres stand i den professionelle udvikling af deres egne lærere ved dels at lade nogle af deres gode lærere holde oplæg (og dermed styrke deres refleksion over egen praksis og ikke mindst øve dem i at holde oplæg og vidensdele) og dels ved at lade andre af deres (måske knapt så gode?) lærere komme til standen og høre disse oplæg (hvilket som bonus gør deres oplæg ganske velbesøgte).

Teori og praksis i oplæggene

Som nævnt var der problemer med at få plads til en del af oplæggene, men der var en lang række samtidige oplæg og en god blanding af meget praksisnære og mere teoretiske oplæg. Nedenfor har jeg omtalt tre oplæg der meget godt viser den bredde der er i oplæggene fra det praksisanvisende over det debatterende til det teoretiske.

Apps i sprogudvikling

Joachim Thornström fra Ystad fortalte om hvordan de brugte en lang række forskellige apps til at arbejde med sprogudvikling, skrivning og læsning.

At skrive sig til læsning er ikke en metode men en tilgang! Læsning, skrivning og sprogudvikling følges ad og det handler om at se dette i en meningsfuld sammenhæng hvor dialog er udgangspunkt for elevens egen skriftlighed er indgangen og computeren er værktøjet.

Det var et meget praksisrettet oplæg men en lang række helt konkrete programmer som de havde arbejdet med. En oversigt over alle de programmer Joachim arbejder med kan findes på Joachims blog.

På den anden side af 1:1

Hans Renman & Kristina Björn: “Efter 1:1 kommer den multipotenta skolan”

Den multipotente skole er en skole hvor man arbejder multikompetent! Vi skal være bedre til at forstå og se sammenhænge for det er det som er brug for i fremtiden. Slut med forenklinger og quickfixes. Det er svært at udvikle skolen og der findes ikke et hurtigt quickfix der klarer det hele. Den multipotente skole sender andre signaler:

  • unik
  • uligeværdig (som i alle skal ikke behandles ens)
  • kreativ
  • motiverende
  • ulighed er normen (alle løsninger er specialløsninger)
  • kompetent
  • kollaborativ
  • kommunikerende
  • resilient (holdbar og forandringsparat)

Et eksempel på multipotent tænkning er projektet Marine Litter Extraction (www.tedxdelft.nl/2012/10/tedxdelft-first-performer-boyan-slat/)

Stiller du spørgsmål eller flytter du bare rundt på dækstolene på det synkende Titanic? Det handler om mindset! Det handler om ville stille spørgsmål – og spørgsmålet til barnet der lige er kommet hjem fra skole skal ikke være “Hvad har du lært i skolen i dag” men “Hvad var spørgsmålet i skolen i dag”.

SAMR-modellen

Dr Ruben Puentedura fortalte om hans SAMR-model. Der var lidt om baggrunden, modellen blev gennemgået med eksempler og resultater. Ture Reimer-Mattesen fra UCL har lavet en glimrende gennemgang af modellen: http://www.laeringsteknologi.dk/?p=415


Del med dit netværk

Ingen kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *