Virtuelle escaperooms (2 af 2)
I går skrev vi lidt generelt om Escape Rooms. I dag handler det så om et helt konkret værktøj – Room Escape Maker.
Der er tale om et relativt simpelt værktøj som kan bruges til at skabe point-and-click adventures/Escape Rooms. Det gør man ved at indsætte forskellige objekter i rummet og tilføje forskellige handlinger til de enkelte objekter. Man skal ikke programmere for at lave sine gåder, men man skal planlægge trin for trin hvad der skal ske. Har man for eksempel en låge der kan åbnes indsætter man to låger – en lukket og en åben – og lader den åbne låge være skjult. Så laver man det så man, når man klikker på den lukkede låge bliver den skjult og den åbne vist. På den måde er oplevelsen at man har åbnet lågen. Det afslører så måske en note med en kode inde i skabet.
Tjenesten er gratis at bruge, men er også lidt begrænset i sine muligheder (især i den gratis version). Man kan således kun bruge de allerede på forhånd definerede objekter og selvom man vælger at indstille rummet til at være på dansk, er alle tekster fortsat engelsk og man kan kun selv indtaste tekst med et premium abonnement. Endelig skal det færdige Escape Room godkendes inden det kan udgives. Man kan godt testspille sit eget Escape Room, men skal andre have adgang kræver det at det er udgivet og det tager et par dage fra man sender det afsted til det er klar.
Trods disse udfordringer er tjenesten rigtig let at bruge og giver en god fornemmelse for både Escape Room og gådeformer, planlægning og algoritmisk tænkning og sidst (men ikke mindst) er det en hurtig måde at få lavet sine første virtuelle Escape Rooms.
Bonus: Gratis Escape Rooms til inspiration derhjemme i Bededagsferien
Hvis man ikke ved hvad man ellers skal foretage sig i Bededagsferien og har lyst til at prøve kræfter med lidt mere professionelle escaperooms er der heldigivs masser af hjælp at finde. Blandt andet har spilfirmaet Admodee gjort en række af deres gode escaperooms i Unlock!-serien gratis tilgængelige som pdf til download og udskrift. Hent dem her og download den tilhørende app til App Store eller Google Play og begynd at spille derhjemme.