Automatiseringer på tværs af tjenester
Automatisering. Altså det at man kan få ting til at ske helt automatisk. Det er smart – i hvert fald ind i mellem. I mange apps og systemer kan man automatisere indenfor selve appen, men hvad når man vil gå på tværs af tjenester?
Jeg har tidligere brugt If This Then That til at løse en række små opgaver. For eksempel til at sende en besked på Twitter, når jeg offentliggør et nyt indlæg her på bloggen. Desværre er der en række begrænsninger i IFTTT og på det seneste har de irriteret mig nok til at jeg har kigget i andre retninger. Her er jeg faldet over Zapier. Zapier tilbyder også en let måde at binde forskellige apps og tjenester sammen. Så kan let få gemt et dokument i Google Drev når en ny artikel bliver sendt ud i et RSS-feed. Altså opgaver der udløses af noget sker i den ene tjeneste og man derfor gerne vil have en handling i en anden.
Gør det let med betingelser
Udover at kunne løse de samme typer automatiseringer som IFTTT kan Zapier også andre gode tricks i ærmet. En af disse er betingelser. Man kan evaluere på det input der kommer og bruge det til at afgøre om man vil gå videre. I eksemplet nedenfor handler det om at evaluere på ugedagen og kun udføre en bestemt handling hvis det netop er fredag.
Udover betingelser kan man også lave betingede løkker – altså forskellige handlinger afhængig hvilket input der kommer. Endelig kan man filtrere, omformattere indhold og lave forsinkelser. Det betyder at man kan lave ret avancerede handlinger.


Det hele handler om tjenester
Zapier tilbyder integration til rigtig mange tjenester. Desuden kan man, ligesom med IFTTT, også anvende såkaldte webhooks. Dette er en metode til at bruge HTTP-protokollen til at sende en forespørgsel som Zapier så kan høre. Det betyder at man kan koble op til tjenester der understøtter webhooks eller selv bygge dem hvis man kan den slags. Desværre kræver dette et betalt abonnement. Antallet af forespørgsler er også begrænset i den gratis version af Zapier. Til gengæld understøttes et meget stort udvalg at tjenester og apps (over 4000). Endelig giver Zapier mulighed for at en handling sker på et bestemt tidspunkt og altså ikke ved at en anden tjeneste starter den.