Lidt om kunstige intelligenser
Efterhånden har de fleste nok hørt om ChatGPT. En AI-styret chatbot som kan skrive lange svar og føre samtaler. Vel og mærke så det næsten opleves som om man skriver med et menneske. I modsætning til en simpel søgning eller mange af de chatbots vi allerede kender svarer ChatGPT med lange sætninger. Og den kan holde fast på hvad det er vi taler om. Det opleves altså næsten som en rigtig samtale. Det er imponerende og skræmmende.
Men hvad med uddannelse?
Værktøj, forbud eller undervisning
En AI som ChatGPT kan ses som et værktøj der kan gøre os mere effektive til det vi er gode til. Ligesom AI (og altså statistik) er godt når man skal identificere spam-mails er det også ganske effektivt til en masse andre mere eller mindre genkendelige opgaver. Derfor vil vi i den kommende tid kigge på AI-baserede værktøjer her på IT Torvet.
Så er der spørgsmålet om hvordan vi skal reagere. Både som samfund og som uddannelsesinstitutioner – og som undervisere. Der er som nævnt allerede begyndt at komme forbud. Men måske skal vi være gode til at undervise i hvordan man kan bruge de nye værktøjer og blive endnu bedre til at lære. Det betyder også at vi skal undervise i konsekvenser og risici ved at bruge værktøjerne. Så begynder vi altså at tale om teknologiforståelse. Igen. Derfor vil vi også gerne skrive om hvordan vi skal tackle disse nye værktøjer og hører også gerne fra jer der har noget på hjerte i den forbindelse. Hvad enten I mener de skal forbydes, bruges eller være genstand for undervisning (i teknologiforståelse).
Da vi mødte Google Translate
For snart mange år siden da Google Translate var nyt fandt følgende udveksling sted på et lærerværelse:
Lærer 1: Jeg har lige kigget på noget der hedder Google Translate. Spændende. Jeg vil bruge det sammen med min elever og finde ud af hvad det er godt til og hvor det ikke fungerer så godt. Det bliver en spændende øvelse…
Lærer 2: Nej det må du ikke. De (eleverne) må ikke finde ud af det findes!
Historien melder desværre ikke noget om hvorvidt det var lærer 1 eller lærer 2 der havde de studenter der klarede sprogeksamen bedst den sommer. Men AI og AI-styrede værktøjer er overalt og vil kun blive bedre. Så vi skal både kunne gennemskue dem, styre dem og bruge dem når det giver mening.
- Prøv selv ChatGPT