AI støttede beslutninger
Her op til weekenden skal det lige blive farligt. For hvordan har du det med at lade kunstig intelligens støtte dig i dine beslutninger? Det er lige præcis det tjenesten Rationale gør. Man indtaster den handling man vil undersøge og så kommer systemet med en slags analyse der kan bruges til at træffe beslutningen. Rationale giver forskellige muligheder for hvordan man vil have konsekvenserne lagt frem. Det kan være som en liste af fordele og ulemper, som en SWOT-analyse eller som en handlingskæde (kausal-kæde) hvor beslutningens konsekvenser listes op. Endelig kan man også sammenligne og vælge mellem to eller flere mulige handlinger.
Endelig har systemet også mulighed for at man opretter en (eller flere) personkarakteristikker – eller personaer – og så er det i forhold til en af disse at de konkrete analyser udarbejdes. Det betyder man kan få en ret god præcision i hvad der vægtes og ikke vægtes.
Nu skal man huske at der ikke sker en egentlig analyse af og er en forståelse for det problem man vil have hjælp til at løse. Der er tale om en sprogmodel der anvender et kæmpe datasæt til at sammenligne og ud fra en statistisk model forudsige hvordan en fornuftig analyse kunne se ud og så servere den. Derfor er det dog stadig imponerende hvad systemet kan og hvor let det er at få sat svære beslutninger op på en måde der måske kan hjælpe til et bedre beslutning. Heldigvis er det stadig dig der i sidste ende skal vælge om du vil følge rådet og træffe den beslutning der passer dig!