Læs nyheder med Feedly og RSS

Del med dit netværk

For nylig blev jeg spurgt hvor jeg egentligt falder over de ting der bliver til indlæg her på IT Torvet. Det gør jeg mange steder, men en af stederne er i mit nyhedsfeed. Til det bruger jeg Feedly. Det fungerer på den måde at jeg abonnerer på en række nyhedssites, blogs og lignende som syndikerer deres nyheder via et RSS-feed. RSS står for Really Simple Syndication og er en datastruktur som gør det let at følge og dele nyheder.

Mange blogs og nyhedssites har et RSS-feed. Du kan for eksempel finde IT Torvet på https://it-torvet.dk/feed/. Ved at abonnere på dette feed med et program der kan læse RSS får man nyhederne – eller i hvert fald overskrifterne – uden at skulle besøge de forskellige nyhedssider.

Her er det nyhedsoverblik fra Folkeskolen. Klikker man på en overskrift kan man læse hele eller dele af artiklen (afhængig af hvor meget tjenesten deler) og kan klikke sig direkte videre til selve historien hos kilden.

Feedly er en de mest udbredte nyhedslæsere og findes både som hjemmeside og app til Androd og iOS. Når man opretter en konto bliver abonnementer og læsning synkroniseret. Feedle er et freemium program, så man får det meste gratis og kan så abonnere for at få mere funktionalitet. I den gratis udgave kan man abonnere på nyheder, men også opsamle interessante nyheder man vil læse senere og på den måde bruge programmet til at sætte “æselører” i nyhedsstrømmen. Hvis man betaler får man også adgang til en søgefunktion der kan søge på tværs af kilder og kan få adgang til den maskinelæringsmodel som Feedly har udviklet og som gør at man kan få nyheder ud fra interesser også fra kilder man ikke selv har valgt. Tænk en slags avanceret google-søgning der automatisk henter og viser resultater når der er noget nyt.

Både Danmarks Lærerforening, Undervisningsministeriet og fagbladet Folkeskolen har nyheder man kan abonnere på via RSS. Man kan abonnere på alt der kommer eller på særlige interesser.

Feedly finder man på https://feedly.com/ og på sin foretrukne appstore til mobil og tablet.


Del med dit netværk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *