Generativ hjælp til 3d-modellerne

Del med dit netværk

Lige først en advarsel. Denne her tjeneste kan man godt få lov at lege med, men vil du downloade dine resultater kræver det betaling. Når det er sagt, er det en interessant tjeneste der viser lidt om hvad der forhåbentligt er på vej: Et af de store problemer med 3d-print er at det ikke er let at lave modeller. Det betyder at man tit ser at løsningen bliver at finde en eksisterende model på Thingiverse eller tilsvarende tjeneste og downloade den. Måske laver man et par mindre justeringer inden man sender den til slicerprogrammet og sætter printeren i gang. Tilsvarende er det kæmpe udfordring hvis man vil lave sine egne modeller når man arbejder i Cospaces eller andre VR/AR miljøer.

Skriv en prompt og så går systemet i gang. Men du er altså begrænset til de meget få modeltyper som systemet er trænet til at lave.

3dfy.ai forsøger at hjælpe på dette problem, ved at bruge generativ kunstig intelligens til at skabe 3d-modeller fra en tekstforespørgsel. Man skriver simpelthen hvad man gerne vil have og så laver systemet en 3d-model. Det er ikke en helt simpel opgave, da der er forskellige krav til at fysiske objekter. For at håndtere denne udfordring har 3dfy lavet deres system så man først skal vælge hvilken type af objekt man vil lave. Det begrænser jo tingene en hel del af man ikke kan vælge helt frit, men til gengæld kan man være nogenlunde sikker på at modellerne rent faktisk fungerer i 3d, hvad enten det skal bruges i et VR/AR miljø eller printes ud.

Det er ikke fordi min nye kniv er specielt nyskabende, men det er da lidt mere personligt end en færdig model hentet på Thingiverse…

Lige nu er 3dfy ret begrænset. Det er også lidt ærgeligt at de ikke har et godt gratis tilbud til de knapt så pengestærke skoler og makerspaces. Men det er en rigtig spændende tjeneste og det bliver især interessant at se hvornår nogle af de forskellige programmer til at lave 3d-modeller som Tinkercad får tjenester som denne indbygget til at hjælpe med udviklingen af 3d-modeller.


Del med dit netværk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *