Generativ hjælp til læsning: Personaliserede historier
Generativ AI kan bruges på mange måder i lærerens forberedelse. Jeg har leget lidt med mulighederne for at bruge det i forhold til at tilpasse og udvikle tekster til eleverne.
En af de ting jeg har arbejdet lidt med er at lave personaliserede historier. Især i de yngre klasser kan det være sjovt med mere personlige historier, hvor man gør eleverne til hovedpersonerne i det de læser. Her skal man selvfølgelig passe godt på hvor meget man fodrer en forespørgsel med, for selvom vi godt som voksne kan bruge ChatGPT og SkoleGPT kan bruges sammen med eleverne, skal vi stadig passe på at vi ikke afgiver personoplysninger om vores elever. Men det kan være sjovt at tage oplevelser, stednavne og personer fra hverdagen og omsætte det til små læsetekster med en passende sværhedsgrad, og man kan vælge at bruge andre navne mens man skaber historien og efterfølgende ændre dem.
Når historien er lavet kan man altid raffinere den og få den omskrevet. Endelig kan man også lade eleverne arbejde med at skabe historier og arbejde med hvor meget de skal have med i forespørgslen for at få en brugbar historie eller få forskellige forslag til hvordan historierne kan udvikles sig som de så vælger ud i blandt inden de selv skriver færdigt.
