Privatliv og sund fornuft
Her på IT Torvet skriver vi om lang række tjenester og services som ligger på nettet. Vi vurderer dem primært ud fra deres funktionalitet, men forholder os også til hvordan de i øvrigt virker til at overholde lovgivning om for eksempel databeskyttelse og privatliv.
Det helt store røde flag i undervisningssammenhæng er når en tjeneste kræver at man afgiver personoplysninger for at bruge den. En personoplysning er i denne sammenhæng også en mailadresse. Det kræver en databehandleraftale for at man kan slippe eleverne løs på sådan en tjeneste.

Kan man bruge tjenesten uden at afgive personoplysninger skal man naturligvis være opmærksom på hvad man bruger den til og hvad tjenesten potentielt bruger da data man arbejder med til. Selvom selve tjenesten ikke kræver personoplysninger kan der være personoplysninger i de data du behandler. Det skal man være meget opmærksom på. Man kan selvfølgelig se på tjenestens privatlivsbeskrivelse (hvis der er en), men ofte bruges også 3. parts behandling, og det kan betyder man skal ret meget i dybden for helt at forstå den databehandling der finder sted. Samtidig kan man ikke være sikker på at den bliver overholdt og når man ikke har en databehandleraftale har man heller ikke de juridiske værktøjer til at følge op.
Det er her den sunde fornuft kommer ind. Man skal gøre sig overvejelser over om man kan leve med at det data man behandler bliver kopieret og brugt af andre. Det kan være den tjeneste du bruger til at beskrive et foto ved hjælp af kunstig intelligens også gemmer billeder og bruger det til at træne på. Kan du leve med det? Her skal man især være opmærksom på at man rent faktisk er ansvarlig for det man foretager sig – også på nettet. Det vil sige at du er dataansvarlig for den data du foretager dig noget med.
Så vi skal være opmærksomme på at vi ikke afgiver data som vi er bange for kan misbruges. Så man skal undgå billeder og lydoptagelser med børn og andre mennesker, ligesom man ikke skal databehandle tekster med personoplysninger eller andre data man ikke vil afgive. Men vi skal heller ikke afholde os fra at bruge tjenester som tilbyder os noget vi kan bruge. Man kan ikke gøre noget med data uden at databehandle. Hvis vi skal have lavet undertekster bliver vi nødt til at afgive data i form af den video der skal undertekstes og hvis vi skal chatte med en kunstig intelligens afgiver vi den data der ligger i selve samtalen. Disse data bliver muligvis slettet bagefter, men de bliver om alle omstændigheder behandlet og derfor skal vi være opmærksomme på hvad de indeholder.
Vi har også tidligere skrevet lidt om perspektiverne i forhold til brugen af data og etik særligt i forhold til kunstig intelligens: Perspektiver på brugen af kunstig intelligens.