Bedre tekster i ai-genererede billeder
En af de store udfordringer der er for de mange billedskabende maskiner, er at det er svært at skabe troværdige tekster. Mens billeder indenfor mange typer og genrer kan være utrolig flotte, kommer maskinerne meget ofte helt til kort når der skal være tekster i billederne. Det forsøger Ideogram.ai at råde bod på. Her har der været fokus på at kunne skabe og integrere tekst i billeder.
Man kan vælge mellem en række forskellige billedgenrer som man kender fra andre lignende tjenester, men med den der hedder “typography” (typografi) viser ideogram anderledes takter. Det er nemlig meget bedre tekstskabelse end det man tidligere har set.
Det er dog langt fra perfekt og selv med en præcis forespørgsel (prompt) bliver tekster ofte forvanskede og ulæselige – især når der er tale om længere tekststykker. Men korte ord, navne og titler klares meget bedre end hvad man ellers ser.
Med sin unikke evne til at integrere tekst i billeder, er Ideogram.ai dog bestemt værd at udforske. Desværre kan man kun logge ind med en Google-konto. Til gengæld er det i hvert fald foreløbigt ganske gratis at anvende tjenesten.