Den glæder jeg mig til at læse
Oppe i Norge bor ikke bare tre trolde. Der finder man også Per Kristian Bjørkeng og han har lige skrevet bogen Knekk ChatGPT-koden. der er tale om en guide til intelligent anvendelse af sprogmodeller.
På bagsiden kan man om udgivelsen læse:
Revolutionen inden for kunstig intelligens kommer til at have enorme konsekvenser for, hvordan vi arbejder og lever. Denne bog hjælper dig med at tage ChatGPT i brug som et nyttigt værktøj i din egen arbejds- eller studiehverdag.
Det, der ofte overses i den kritiske debat om kunstig intelligens (KI), er, at sprogmodeller som ChatGPT er blandt de mest nyttige og anvendelige værktøjer, menneskeheden har skabt. I denne guidebog giver Per Kristian Bjørkeng dig hjælp til at forstå, hvad KI kan bidrage med i din hverdag, og hvordan du kan bruge ChatGPT til problemløsning, indsamling af viden, skrivning af tekst og en række andre anvendelsesområder.
Hvis det ikke i sig selv er nok til at få dig interesseret har den gode Ove Christensen også skrevet en anmeldelse af bogen. Her anerkender han den skepsis og de bekymringer, der findes omkring kunstig intelligens, og påpeger, at ChatGPT ikke altid leverer præcise eller relevante svar og fortæller begejstret om hvordan teknologien og dens potentiale kan blomstre, hvis man lærer at anvende den korrekt – og det kan bogen hjælpe med. Han roser bogen for sin klare og pædagogiske tilgang, og for at give læseren redskaberne til selv at navigere i brugen af sprogmodeller. Dog understreger anmeldelsen også vigtigheden af kritisk tænkning og ansvarlighed i brugen af kunstig intelligens, og påpeger at der er etiske og praktiske udfordringer, som læseren skal være opmærksom på.
Læs hele Oves anmeldelse her: https://www.kulturkapellet.dk/sagprosaanmeldelse.php?id=1014
Bogen er ikke tilgængelig fra danske boghandlere endnu og de norske boghandlere sælger kun til Norge, men kan du ikke vente (som jeg ikke kunne) kan den købes som e-bog her: https://ebok.no/eboker/dokumentar-og-fakta/knekk-chatgpt-koden-per-kristian-bjorkeng-9788248934202/ (det har også den fordel at den er lidt billigere).