Hvordan kan vi afsløre at noget er lavet med AI?

Del med dit netværk

Siden ChatGPT kom frem har diskussionen om snyd og plagiat fyldt meget i debatten. Der findes efterhånden flere værktøjer som hævder at kunne afsløre om noget er skrevet med en generativ kunstig intelligens, som blandt andet TurnItIn. Det helt store problem ved disse værktøjer er både at der er tekster der slipper igennem uden at blive afsløret, og endnu værre at der er tekster der markeres som skrevet af kunstig intelligens, selvom dette ikke er tilfældet. Allerede sidste år viste forskning for eksempel at man havde større sandsynlighed for at blive forkert udpeget som plagierende hvis man ikke havde engelsk som modersmål når man skrev på engelsk.

Udover at der er nogen der forsøger at skabe værktøjer der kan afsløre hvem der egentligt har skrevet teksten, er der også helt forudsigeligt nogen der nu tilbyder værktøjer der kan snyde afsløringsværktøjerne. Et af disse er for eksempel Bypass.AI, der stolt fortæller om hvordan deres StealthGPT der kan omskrive tekst så den ikke bliver fanget af selv de bedste værktøjer til at fange snyd.

Bypass.ai er ikke gratis, men lover at kunne snyde selv de bedste detektionssystemer.

For nylig kunne ekspertgruppen for ChatGPT endelig fortælle om deres foreløbige anbefalinger. Her fortalte de blandt andet om en overrasket schweitzer, der slet ikke kunne forstå at man gav karakterer for skriftligt hjemmearbejde, for man ved jo ikke hvem der har skrevet det. På den måde kan man sige at de generative værktøjer kan være med til at demokratisere snyd.

Det er dog mere interessant at se på hvordan vi kan bruge værktøjerne og hvordan vi kan lave opgaver hvor de bruges og andre opgaver hvor vi arbejder uden hjælpemidler. Det kender vi i grundskolen allerede fra prøverne i matematik, hvor der er prøve henholdsvis med og uden hjælpemidler. Det er heldigvis også det som ekspertgruppen er kommet frem til. Den store opgave er nu at vi skal have udviklet både den undervisning og de prøveformer der egner sig til både arbejdet med og arbejdet uden hjælpemidler i en tid hvor de er tilgængelige flere og flere steder.

 

 


Del med dit netværk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *