Skærme, forstyrrelser og god undervisning

Del med dit netværk

Debatten om brugen af skærme i uddannelsesmæssige sammenhænge i Danmark er kompleks og involverer mange forskellige interessenter. Den centrerer sig desværre ikke om hvilke teknologier der med fordel kan integreres på måder, der understøtter elevernes læring og udvikling, men i stedet om hvorvidt skærme overhovedet har en plads i skolen. Senest er den såkaldte skærmdebat igen blusset op efter programmet Debatten på Danmarks Radio havde emnet under behandling. Her blev de mange aspekter af begrebet skærm med vanlig upræcision blandet sammen og man kan tydeligt genkende frustrationen fra indledningen til Andreas Lieberoths, i øvrigt ganske anbefalelsesværdige, bog Den store skærmkamp fra 2023:

Det kan føles som én stor kamp med små slagsmål hver eneste dag. Med os selv. Med vores børn. I skolerne. Og i medierne, hvor influencere, selvudnævnte eksperter, praktikere og forskere bidrager til koret af modstridende meninger og anbefalinger.

Det der virkelig kan ærgre i diskussionen er, at de fleste der velmenende blander sig i debatten har ret i rigtig meget, men så ender med at tilspidse deres holdninger og argumenter så det bliver en debat for eller imod skærme. Og lad mig lige starte der. For hvad mener vi egentligt med skærme? Er det selve teknologien der indeholder en skærm? Er det de programmer og apps der kører på teknologien? Eller hvad? Det er nemlig meget komplekst når man først får taget låget lidt af de letkøbte og højtråbte holdninger enten de er for eller imod dette arbitrære begreb skærme! Skærmene omfatter en bred vifte af digitale enheder, og der er behov for en præcis diskussion om, hvilken rolle disse spiller i uddannelsen, men måske ikke med udgangspunkt i det meget vage begreb skærme, men i stedet indholdet bag skærmen og den intention det bringer til bordet. Noget som Frederik Just Fejerskov også peger på i et af de mange meningsindlæg på LinkedIn der indgår i debatten og som også behandles ganske fint i et lidt ældre indlæg på Folkeskolen.dk, ligesom Lars Qvortrup også havde en ganske fin kommetar i Altinget sidste år.

Man kan sikkert dele debatten op i mange områder, men her er mit forsøg på at lave nogle kategoriseringer der kan være med til at debatten forhåbentligt kan blive lidt mere nuanceret.

Illustration: Dall-E

Sociale medier, interaktioner og forstyrrelser

Uden at komme ind på hele diskussionen om hvad sociale medier (især på mobiltelefoner) betyder for børn og unge generelt, kan vi se på de forstyrrelser de skaber i undervisningssammenhænge. Det er muligvis blevet meget lettere at lade sig forstyrre når man har en mobiltelefon end den gang i min skoletid hvor det handlede om at gemme Jumbobogen bag matematikbogens cover eller tilbage i landsbyskolens tid, hvor den nederste vinduesrække i skolestuen blev overmalet så de unge purke ikke sad og kiggede ud over markerne og dagdrømte fremfor at lytte til lærerens visdomsord. Jeg er overbevist om at vi skal hjælpe eleverne til at blive dannet og at dette også betyder at man udvikler strategier for hvordan og hvornår man lader sig forstyrre. Til dette kan det være en kæmpe hjælp at forbyde teknologien og sørge for at den ikke er til stede i perioder, men ikke som det eneste greb. Måske skal vi netop gribe muligheden for at vi rent faktisk kan få uddannet en generation der er bedre end de nuværende voksne til at tackle evige forstyrrelser, overfyldte mailbokse og doomscrolling på Facebook. Jeg er helt med på at producenterne af apps som Snapchat, TikTok og så videre har et incitament til at fastholde brugerne og laver forskellige designgreb og tricks der skal snyde os til at blive hængende. Det skal vi blive ved med at være nysgerrige overfor og her kan forbud bestemt være vejen. Men ikke overfor de unges brug, men overfor bestemte tilgange. Om det så er muligheden for netop doomscrolling eller subliminale metoder.

Så fremfor at gøre skærme til ordet der dækker over sociale medier og deres evne til at tilrane sig al opmærksomhed og skabe forstyrrelser, kunne det måske, i en skolesammenhæng, være mere givende at tale om netop forstyrrelserne. Ikke ved bare at forbyde telefoner altid og i alle situationer. Det går os både blinde overfor alle de andre forstyrrelsesmuligheder, giver eleverne incitamenter til at snyde (hvem har ikke i hvert fald hørt om gamle telefoner der afleveres i mobilskabet om morgenen, så den rigtige mobil kan blive i tasken eller lommen) og i hvert fald berøver os og eleverne for at lære gode strategier til at undgå forstyrrelser og fastholde opmærksomheden.

God undervisning og ensartede læremidler

Det leder til hele udfordringen med at lave god undervisning. I den sammenhæng er ensartede læremidler der fastholder eleverne i trøstesløse træningssituationer bestemt ikke noget vi skal søge. Vi skal naturligvis træne, men at sidde ved skærmen og træne uendelige matematikstykker eller sidde ved bordet med endnu et hæfte Læs og forstå for at blive færdig så man kan få det næste kan måske være sjovt som en slags konkurrence ind i mellem, men bestemt ikke hele tiden. Portalificeringen af rigtig mange grundbøger er denne sammenhæng i den grad medskyldige. Selvom rigtig mange lærere er rigtig dygtige til at anvende portaler og andre online undervisningsmidler på en fornuftig og alsidig måde, bliver det let meget ensformigt når skolen eller kommunen har lavet en stor aftale med et enkelt forlag og alle undervisningsportalerne mere eller mindre ligner hinanden – især hvis undervisningen i høj grad bliver en anliggende mellem elev og læremiddel. Det har dog i bund og grund ikke så meget at gøre med at det er digitalt, men mere at det er ensformigt. Den ekstra digitale udfordring er så at forstyrrelsen er lidt tættere på, når man allerede sidder ved en computer. Men løsningen er igen ikke bare at forbyde, men at arbejde med at sikre en alsidig og varieret tilgang til undervisnignen. Mikkel Aslak kritiserer også debattens overfladiskhed i et indlæg på LinkedIn og understreger, at undervisningens kvalitet ikke bør afhænge af, om der bruges skærme, men hvordan de bruges. Hans indlæg opfordrer til en balanceret tilgang, der omfatter både digitale og analoge metoder. Og det er svært ikke at være ganske enig i den tilgang.

Digital dannelse og teknologiforståelse

Et andet aspekt af debatten er hele diskussionen om teknologiforståelse. Hvis vi fjerner det digitale lærer eleverne jo ikke at begå sig i den verden som de vokser op i og som netop har en meget stor digital del. Det er jeg sådan set ganske enig i, men man kan faktisk godt lære om ting uden at gøre ting. Heldigvis. Det betyder igen at det ikke bør ses så sort/hvidt. Vi kan sagtens arbejde med digital aspekter af dannelse og med teknologiforståelse uden at det skal foregå som et anliggende mellem elev og teknologi (eller skærm), og i hvert fald uden at det bliver det drivende. Samtidig skal vi nok også helst undgå tørsvømning og især sikre at dannelsesaspekterne er nogen der trækker på fagligheden for teknologiforståelse men ikke kun trækkes frem i særskilte lektioner, men også kan bruges i den almene dannelse og undervisning – og ikke mindst i elevernes liv. Le Gammeltoft stiller på LinkedIn spørgsmålet om det er i børnenes interesse at vi fuldstændig fjerner skærmene i indskoling og mellemtrin, mens elever er tilstede på og lever i en digital verden udenfor skolen? Det er der sådan set også en ret god pointe i, uden at det betyder at vi bare skal give los uden omtanke ude på skolerne.

Politik, lovgivning og afhængighed

Området og det vage skærmbegreb har en del politisk bevågenhed og trangen til at fremstå handlekraftig kombineret med at tale i politiske overskrifter er ikke med til at nuancere debatten. Det har heldigvis indtil videre kun betydet nogle ret generelle anbefalinger på skoleområdet, men man kan frygte at den til tiden noget skingre debat kan føre til egentligt lovgivning og så skal lærerne måske rent faktisk til at undervise med en sten, som det rent faktisk blev sagt i ovennævnte program på DR. Endelig er der en hel særskilt diskussion om afhængighed. Her bliver mobiltelefoner og sociale medier pludselig ligeså farlige som trafikulykker og kokain. Det er ikke noget jeg ved så meget om, men som Andreas Lieberoth siger: ”Man skal eddermame kaste min iPhone hårdt, før den er farligere end en Hyundai” og personligt foretrækker jeg at både jeg selv og mine børn bruger lidt for meget tid på mobilen fremfor at suge hvidt pulver op i næsen. Men det er klart man kan blive utryg når influencere og læger fortæller om hvor farligt det er.

Forskning

Og så kommer vi til det sidste stop i dette indlæg. Nemlig forskningen. Desværre er der som altid en tendens til at man kun ser det der understøtter ens holdning og ignorerer resten. Denne bekræftelsesbias fylder i debatten og på de sociale medier og de sociale bobler, hvor vi med samme holdning deler det der understøtter denne holdning og giver likes og kommentarer om at det er godt brølt. I den sammenhæng er det befriende når Syddansk Universitet opretter en hel lille temaside hvor man kan finde forskellige (men egne) forskningsresultater i forhold til skærmene: https://www.sdu.dk/da/nyheder/tema/skaerme, ligesom jeg igen i den grad vil anbefale at læse Den store skærmkamp, hvor Andreas Lieberoth skærer igennem synsninger og antagelser og peger på hvad forskningen rent faktisk underbygger og der hvor årsag-virkning er flere resultater af helt andre årsager eller ligefrem skal byttes om.

Afrunding

Debatten bør fokusere på en erkendelse af, at teknologi i skolen ikke er et spørgsmål om ‘ja’ eller ‘nej’, men ‘hvordan’ og ‘hvornår’. Det handler om hvor og hvordan teknologi kan anvendes på måder der både forbedrer undervisningskvaliteten og understøtter elevernes udvikling, men også hvornår den skal slukkes og ligge ved. Det kræver en vedvarende dialog og et fokus på både de pædagogiske og tekniske aspekter af brugen af både digitale og analoge redskaber og metoder. Dialogen mellem undervisere, politikere og samfundet er central for at sikre, at teknologi forbedrer snarere end forringer uddannelsesmålene.

Teknologi skal – ligesom alle andre læremidler hvad enten de er didaktiske, funktionelle eller semantiske – bruges med omtanke. Altid.


Del med dit netværk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *