Total Recall

Del med dit netværk

Måske har du hørt om Windows Recall der giver mulighed for at genskabe og genfinde handlinger man har foretaget på sin Windowscomputer opsummeret med generativ kunstig intelligens? Et system der hurtigt fik kritik for at være en kæmpe datasikkerhedsrisiko. Det er dog et lidt anderledes Recall det handler om her. Nemlig en tjeneste der både giver mulighed for at samle og opsummere viden på nettet og samtidig indeholder både en interessant visualisering af den indsamlede viden og ikke mindst muligheden for at træne hukommelsen i at huske den indsamlede viden.

Recall er først og fremmest en mulighed for at opbygge en vidensbank indenfor de emner man nu interesserer sig for. Dette sker absolut lettest ved at man installerer et plugin i browseren og så, når man besøger en hjemmeside, youtube-video eller andet indhold på nettet klikker på udvidelsen og får lavet en opsummering. Udover overskrift og tekst genereres også en række nøgleord (eller tags) som gør at videnskortene bliver forbundet i systemet, lige ligesom der efterhånden klassiske TheBrain (som i øvrigt også er blevet opdateret med generativ AI). Disse forbindelse kan visualiseres i en slags stjernekort hvor relaterede kort ligger tæt ved hinanden og danner en slags stjernehobe i vidensgalaksen.

 

Her er jeg på besøg på en hjemmeside og beder Recall om at lave et videnskort ved hjælp af pluginnet.

Det færdige videnskort. Udover at opsummere laves også et billede ligesom der knyttes nøgleord til kortet. Man kan naturligvis rette til hvis man føler der er behov. Man kan også manuelt lave videnskort.

Udover at man kan opbygge en vidensbank kan Recall også hjælpe med at lære viden udenad. Man kan nemlig til det enkelte kort bede om at få oprettet en række huskespørgsmål. Det er også den kunstige intelligens der hjælper og efterfølgende kan man så træne de forskellige vidensområder.

Recall er især interessant til at samle klumper af relateret viden, hvad enten det er noget man bare interesserer sig for eller noget man gerne vil lære, men i sidste tilfælde kan huskespørgsmålene være en god måde at få trænet på. Tjenesten er gratis, men brugen af AI til at generere videnskort er desværre begrænset hvis man ikke betaler.


Del med dit netværk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *