Væk billederne til live…

Del med dit netværk

Dream Machine hedder et videoværktøj der lader dig skabe et kort videoklip ud fra et billede og en forespørgsel. Der er således god mulighed for at få dine billeder til at ligne noget fra Harry Potter.

Upload billede og skriv en forespørgsel. Det er sådan set det hele. Så klarer drømmemaskinen resten.

Dream Machine fungerer fint både med fotos og med klassiske kunstværker, som de kan hentes på for eksempel SMK.Open. Her er det gode gamle Christian IV der pludselig er begyndt at bevæge sig:

 

Når man forespørger kan man gøre det på dansk, men det betyder at der bliver tabt lidt i oversættelsen, så de bedste resultater kommer når man skriver på engelsk. Man kan også skabe helt kunstige videoklip ved kun at skrive en forespørgsel, men det er når man bruger billeder man får de sjoveste resultater. Endelig kan man vælge at udvide et klip, ved at tilføje yderligere fem sekunder til det. Når man gør det risikerer man at klippet begynder at fjerne sig ret meget fra originalbilledet.

Man kan også få liv i gamle fotos, men i modsætning til malerier er der lidt mere Uncanny Valley over resultaterne:

Dream Machine findes i en række versioner, hvoraf den billigste koster gratis. Her er man så begrænset til 10 videoer i døgnet og 30 videoer om måneden og må heller ikke anvende de kunstige produktioner kommecielt.

Tak for tippet til Kasper Saugmann, der forleden skrev om tjenesten på LinkedIn.


Del med dit netværk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *