Mobiltelefoner i skolen har længe været et politisk stridspunkt, både med selvstændigt fokus og med den en anelse bredere skærmdebat. Med Trivselskommissionens anbefaling af et nationalt forbud, er diskussionen igen blusset op. Men er et forbud den rigtige vej? Forskere, skolefolk og politikere er langt fra enige. Er mobilerne overhovedet et stort problem i skolen? Og hvis de er, hvem skal så bestemme, hvordan vi håndterer dem? Jeg prøver her at samle lidt op på debatten og pege på hvorfor jeg mener at lokale løsninger er stærkere end et nationalt forbud.

Skal skærmene væk for fællesskabets skyld?

Kernen i diskussionen er, hvordan vi sikrer trivsel og læring for eleverne. Mange skoler har allerede stramme mobilregler, netop for at styrke fællesskabet i frikvartererne og mindske forstyrrelser i undervisningen. En undersøgelse fra Skole og Forældre viser, at 88% af skolerne forbyder mobiler i timerne, mens 74% også har et forbud i frikvartererne. Men hvis skærmene skal væk skal der noget andet på banen i stedet for!

På Langebjergskolen i Humlebæk har vores skolebestyrelse valgt en aktiv tilgang, hvor elevrådet har været med til at forme mobilpolitikken. Selvom politiken også betyder at eleverne afleverer telefonerne om morgenen, og først får dem tilbage ved dagens afslutning (medmindre de på lærerens foranledning indgår i undervisningen), har målet være at fremme sociale fællesskaber, og som vores dygtige elevrådsforperson sagde til KL i forbindelse med deres inspirationskatalog om netop mobilpolitikker:

”Det var vigtigt, at mobilpolitikken blev indført som et trin i forhold til at skabe fællesskab og ikke som en restriktion. Der var et tydeligt formål, som var mere og andet end bare at indføre mobilfri skole. Vi er meget glade for, at vi er blevet hørt, og at der er blevet indført andre aktivitetsmuligheder både ude og inde.”

Flere skoler arbejder altså allerede med området, selvom Skole og Forældres undersøgelse også peger på at eleverne bliver afkoblet processen og det i høj grad er skolebestyrelserne der tager beslutningen – men altså gør det helt uden et nationalt forbud.

Inspirationskataloget fra KL der udkom i starten af marts 2025

Forskere og lektorer ikke enige

Der slynges en del med tal og forbud, når diskussionen kører og spørgsmålet om hvorvidt det overhovedet er et problem fylder en del. I den forbindelse er det i øvrigt interessant at huske at manglen på en mobilpolitik ikke betyder at der flyder med mobiler og forstyrrelser i timerne. Vi har på min skole heller ikke en “fødderne på bordet”-politik, de kaldes opdragelse – men er det der fylder i timerne og frikvarter og pauser er i denne sammenhæng måske faktisk mere interessante.

En af de store diskussioner i debatten er, hvor stort mobilproblemet overhovedet er. DPU-forskeren Andreas Lieberoth har netop lavet en omfattende undersøgelse af danske klasselokaler og konkluderer, at mobiltelefoner kun fylder i 1,6% af undervisningstiden. De fik blandt andet DPUs institutleder til retorisk at spørge, om det er tid til at “slå den politiske mobilalarm fra”. Studiet har observeret 8.170 lektioner på 12 skoler, hvor lærere og elever vidste, at de ville blive observeret, men ikke hvornår. Ifølge Lieberoth viser studiet, at mobiltelefoner sjældent er et forstyrrende problem i undervisningen.

Denne konklusion bliver dog skarpt kritiseret af lektor Niels Jakob Pasgaard fra VIA University College. Han mener, at undersøgelsen er for snæver og ikke dækker frikvartererne, hvor mobiler spiller en langt større rolle. Han henviser til en undersøgelsen fra Skole og Forældre, hvor undersøgelsen blandt forældre peger på at 37%  af eleverne går på skoler uden mobilforbud i frikvartererne – hvilket ifølge ham betyder, at mobiltelefoner stadig er et reelt problem . Pasgaard konkluderer, at et nationalt forbud ville være en stor gevinst for de skoler, der ikke selv har grebet ind.

Lieberoths kollega Simon Skov Fougt fra DPU har svaret igen og kalder Pasgaards kritik for en “synsning”. Ifølge ham er DPU-rapporten det mest omfattende danske studie om emnet, og han stiller spørgsmålstegn ved Pasgaards brug af en ikke-repræsentativ undersøgelse blandt 954 forældre. Fougt fremhæver, at 98% af skolerne i Danmark allerede har mobilregler, og at debatten derfor burde handle om at kvalificere reglerne, ikke at forbyde mobilerne helt.

Uenigheden viser, at forskningen på området ikke entydigt understøtter behovet for et nationalt forbud. Mobiltelefoner kan være et problem, men graden af problemet varierer fra skole til skole.

Dannelsesdimensionen

Midt i talsnakken glemmer både forskere og lektorer dog en vigtig del: dannelsesdimensionen. Det er der heldigvis andre der ikke gør!

I en kronik i Information argumenterer tre forskere fra Center for Grundskoleforskning – Nikolaj Elf, Thomas Enemark Lundtofte og Thomas Skovgaard – for en tredje vej mellem forbud og frihed. De mener, at Trivselskommissionens anbefalinger hviler på en skæv præmis, hvor mobiler automatisk sidestilles med sociale medier og distraktioner, mens det egentlige problem – tech-giganternes forretningsmodeller – ikke adresseres. De kritiserer også, at man på den ene side ønsker at forbyde mobiler, mens man på den anden side taler om at styrke elevernes digitale kompetencer.

Forskerne påpeger, at mange skoler allerede har fundet løsninger, der balancerer regler med pædagogiske muligheder, fx ved at bruge telefoner aktivt i undervisningen, men regulere dem i frikvartererne. På Eltang Skole i Kolding har skolebestyrelsen fx fravalgt et forbud og i stedet indført en differentieret mobilstrategi, hvor telefoner bruges i undervisningen, men reguleres i pauserne. Skolen har også et stærkt fokus på digital dannelse, så eleverne lærer at bruge teknologi fornuftigt.

Elf, Lundtofte og Skovgaard advarer mod en one-size-fits-all løsning og mener, at nationale rammer skal være fleksible, så skolerne selv kan vælge de bedste løsninger.

Lad skolerne tage ansvar

Debatten om mobiltelefoner i skolen er kompleks, men én ting står klart: De fleste skoler har allerede en mobilpolitik, og der er ingen entydig forskning, der understøtter behovet for et nationalt forbud.

Tre vigtige pointer står tilbage:

1. Fællesskabet skal have førsteprioritet. Mobiler skal ikke dominere skoledagen, men det handler ikke kun om forbud – det handler om at skabe et rigt skoleliv, hvor der er alternativer til skærmene. Selvom mine bedsteforældre sikkert kunne finde ud af en hel eftermiddags sjov med en pind og et tøndebånd er de unge i dag vokset op med underholdning og har brug for hjælp til de gode alternativer.
2. Lokale beslutninger virker bedst. Skoler, der inddrager elever og lærere i at lave mobilregler, skaber større ejerskab og bedre efterlevelse af reglerne. Langebjergskolen viser, at elevinddragelse fungerer. Et nationalt forbud vil i værste fald føre til at skoler indfører mobilforbuddet uden at stille noget andet i stedet eller at man ikke tager det til sig og at det dermed ikke føres ordenligt til dørs.
3. Skolerne skal forpligtes til at tage stilling – men ikke påtvinges én løsning. I stedet for et nationalt forbud bør vi kræve, at alle skoler laver en gennemtænkt mobilpolitik, der passer til deres elever og undervisning og som inddrager skolens aktører – både lærere, forældre og ikke mindst elever.

Det er på tide at lade fagprofessionelle tage styringen og sikre, at skolerne – ikke politikerne – finder den bedste vej frem.

Kilder

• https://skoleborn.dk/skole-forbyder-mobiler-uden-at-inddrage-eleverne/
• https://www.kl.dk/videncenter/nyheder/2025/faa-inspiration-til-mobilpolitikker-og-monitorering-af-elevers-digitale-skoleenheder
• https://skolemonitor.dk/nyheder/art10314768/Stort-studie-kortl%C3%A6gger-sk%C3%A6rmenes-rolle-i-danske-folkeskoler
• https://skolemonitor.dk/debat/art10329442/Mobilerne-fylder-stadig-p%C3%A5-skolerne-is%C3%A6r-i-pauserne
• https://skolemonitor.dk/debat/art10336075/Det-er-tid-til-at-pakke-synsningerne-v%C3%A6k-i-mobildebatten
• https://www.information.dk/debat/2025/03/brug-ny-vej-mellem-forbud-frihed-naar-gaelder-brug-mobil-skolen