Brugbar guide til meget mere end prompting

Del med dit netværk

En opdateret guide til at prompte viser, at det egentlig ikke handler om den perfekte formulering, men om forståelse, proces og rollen som bruger.

Tilbage i 2024 skrev jeg på IT-Torvet om en lille, men ret skarp guide til kunsten at prompte. Nu har Just Kjærgaard Pedersen opdateret guiden, og det er faktisk en udvidelse af hele perspektivet.

Den nye udgave kan findes hos Erhvervsakademi København, og selvom formatet stadig er tilgængeligt og hurtigt læst, er indholdet vokset markant. Vi er nu oppe på 58 sider, men heldigvis uden at det bliver tungt.

Udgivelsen har fået en kæmpe overhaling og er nu på 58 sider.

Fra teknik til forståelse

Noget af det mest interessante ved den opdaterede guide er, at den flytter fokus. Der er stadig noget om klassisk prompt engineering om hvordan man strukturerer sine forespørgsler. Men det er ikke længere det faktisk fylder.

I stedet bliver prompting rammesat som noget langt bredere. Det handler om problemforståelse. Om at kunne stille de rigtige spørgsmål, fordi man faktisk har tænkt over, hvad problemet er. Og det handler om proces: altså det iterative arbejde med at justere, afprøve og kvalificere svarene.

Det er dejligt befriende og udfordrer forestillingen om, at der findes én “rigtig” prompt, som så giver det rigtige svar.

Brugeren er vigtigere end prompten

Guiden peger ret tydeligt på noget, mange stadig undervurderer: Det er ikke prompten, der er afgørende. Det er brugeren.

Det er brugerens evne til at:

  • forstå konteksten
  • stille opfølgende spørgsmål
  • vurdere kvaliteten af svarene
  • og bruge outputtet meningsfuldt

Hermed understreges at prompting er ikke en engangshandling. Det er en interaktion.

Og det er måske også her, guiden bliver mest interessant i en skole- og uddannelseskontekst. For det peger direkte ind i arbejdet med teknologiforståelse og kritisk brug af AI. Det handler ikke om at lære elever (eller lærere) en bestemt måde at skrive prompts på, men om at udvikle en måde at tænke sammen med AI.

En guide der rammesætter feltet

Selvom titlen stadig handler om at prompte, er det faktisk lidt misvisende. For guiden gør noget mere ambitiøst: Den forsøger at rammesætte hele feltet omkring generativ AI. Den giver et sprog for det, vi er i gang med. Og den gør det på en måde, der er tilgængelig uden at blive banal. Det er også derfor, den fungerer godt som introduktion til den måde, vi skal arbejde med kunstig intelligens på.

Hvis man tidligere har set prompting som en teknisk disciplin, er det her et godt sted at blive klogere på, hvorfor det i virkeligheden er en faglig og refleksiv praksis.


Del med dit netværk

Kommentarer

  1. Besvar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *